Åben hjemmesiden

Det skrev pressen om Julemanden fra høng

Høngs nye julemand er med garanti Danmarks sikreste
Thomas Køhlert, Odinsvej i Høng har sort bælte i karate og en universitetseksamen i psykologi. Og nu vil han være professionel julemand. Og helst den bedste.
Debut'en var overbevisende. Han lignede virkelig den rare bamsede og positive julemand. Og på ungernes opfordring er han også skrap til en ægte gang Ho!ho!ho! For det skal en moderne julemand kunne klare. Og moderne, det er Thomas Køhlert.
Og sikker. Sikkert Danmarks "sikreste" julemand. Han har en uddannelse som sikkerhedschef i USA, har universitetseksamen i psykologi - og det sorte bælte i karate.
Det sidste regner Thomas Køhlert, Odinsvej i Høng, nu ikke at få brug for i sit nye job som professionel julemand.
- Det begyndte med at jeg agerede julemand for familien og for venner. Siden fulgte andre private julearrangementer med.
I starten synes jeg, at det var en latterly tanke, ideen om at blive professionel sæsonarbejder med hvidt skæg i rød dragt. Men en snak med bookingfirmaer inden for branchen afslørede også en ret stor mangel på julemænd i forhold til antallet af bestillinger. Og da det ikke skortede på opfordringer fra folk, hvor jeg havde spillet rollen, og da jeg altid har brændt mit lys i begge ender og samtidig hældt benzin på; ja så står jeg her i en helt ny rolle. Og det er faktisk ret skægt, siger Thomas Køhlert.

Flot premiere
Premieren fandt sted dels på kommuneskolen i Høng, dels på Høng privatskole. Og i begge tilfælde med stor succes.Også i Høngcentret agerede han under stor opmærksomhed ved julemånedens begyndelse. - Jeg har beskæftiget mig med lidt af hvert i tilværelsen. Lige fra det dårligste betalte rengøringsjob til virksomhedsleder. I USA arbejdede jeg med ledelse - som managementkonsulent for små og mellemstore virksomheder.

En slags specialsygeplejerske
Og så har jeg læst til læge i mange år. Men indtil videre har jeg opgivet at færdiggøre studierne, for jeg skal også kunne forsørge min familie, og det er sket som en slags "special-sygeplejerske" på forskellige sjællandske intensiv- og børneafdelinger.
Jeg har specialiseret mig i pleje og behandling af for tidligt fødte børn og har periodevis været tilknyttet neonatalafsnittet på Hvidovre Hospital. Jeg er tillige specialiseret i intensiv respiratorbehandling og har også arbejdet med multihandicappede, overvejende børn og unge, siger Thomas Køhlert.
Det med at optræde ligger ham ikke fjrent. Allerede i de første studieår underholdt han ældre patienter, på gerontopsykiatriske afdelinger.
- Men når man samtidig har familie med små børn, er det stort set umuligt at have overskud og timer nok i døgnet til at studere, siger Køhlert, hvis hobby er byggeri, som han har beskæftiget sig med siden han var dreng. Han er i gang med en totalrenovering af huset på Odinsvej 13, et af byens aller ældste huse. Og når han ikke bygger, arbejder han på en bog om human management, menneskelig ledelse, ligesom han er på vej med et koncept for en forbedret behandling af patienterne gennem strømlignede arbejdsprocesser i sygehusvæsenet.
Thomas Køhlert er kort sagt en mand med mange talenter. Og han er ambitiøs.

Vil være den bedste
- Jeg prøver altid at give det bedste, jeg kan, i enhver opgave, jeg går ind i. Også i rollen som julemand, for jeg vil gerne have min egen julemandsidentitet. Det er ikke nok at se rar ud, elske børn og synge en julesang. Jeg vil leve op til det ikon, julemanden er. Det handler om at overbevise børnene om, at jeg er den "rigtige" julemand, siger han.

Kilde: Sjællands Tidende d.7.-8.december 2002. Af Bjarne Robdrup

Åben hjemmesiden